Har du selv et spørgsmål på læben ?

STIL DET HER 

En mor skriver:

Hej Mette.
Min datter på snart 5 år har en dejlig livlig fantasi.
Jeg elsker når hun fortæller sjove små historier, og når hun leger
forskellige lege og opfinder andre måder at gøre tingene på. Og det
vil jeg for alt i verden ikke ændre på, eller ødelægge. Men
indimellem stikker hun mig en løgn. F.eks. stak hun af og legede i
genboens have. Hun fortalte mig….

Læs resten af spørgsmålet og mit svar

En mor skriver:

En Mor skriver:

Sofie skriver

Læs mit svar til Sofie

Louise skriver

Hej Mette,
Vi har en søn på 11 år som vi på en måde ikke har fået ham lært at have en mening og derfor har svært ved at få en dialog op at køre med ham. Det er og har altid været meget envejskommunikation.
Kender du til et redskab til at få kickstartet for meninger, eller bare for dialogen?
Venlig hilsen
Louise

Læs mit svar til Louise

Marie

Hvordan får man børn til at udvise taknemmelighed?

Rikke

Hvordan taler man til et barn når det har hysteriske teenager agtige nedture?🙈

 Betina

Louise Petersen skriver

Trine Bech stiller følgende spørgsmål

Hej
Vores datter Laura på 3,5 år har en temmelig livlig fantasi og en fantasi familie:
En lillesøster der hedder Dagmar, der bor i BonBon land (hvor vi aldrig har været), er 7 år og går i skole, og hun kan vist ikke li ost!
En bedstemor og Bedstefar der hedder Britta og Søren, de siger som regel hun gerne må alt! så vil Laura sige ” Min bedstemor siger man gerne må hoppe i sofaen”
Vi ved ikke hvor de bor, men indimellem vil hun gerne ringe til dem!!! (hun har”rigtige” farmor, farfar, mormor og morfar og ved godt hvad de hedder)
Vi synes egentlig det er hyggeligt og sjovt nok, men hun fortæller vidt og bredt til alt og alle om dem, og det skaber lidt forvirring indimellem :-)
Skal vi bare fortsætte og spille med på legen eller hvordan håndtere vi det bedst

Læs Mettes svar til Trine

Signe Skriver

Kære Mette Weber.
Mit navn er Signe, jeg er 15 år gammel og går på Txxxx Skole. Jeg er i gang med et projekt med overemnet identitet og mit emne er børneopdragelse.
læs Signes spørgsmål og Mettes svar

Diana skriver

Kære Mette.

Jeg skriver til dig fordi jeg står med en situation, som jeg synes har låst sig fast for os og jeg er så glad for at læse og få inspiration fra dig via inspirations mail: Skab det liv du ønsker og facebooksiden Tal med dit barn på den fede måde
Min situation er den at jeg har en datter på knap 6 år. Hun har et stort problem mht. tøj og sko. Hver eneste dag skal vi igennem en kamp, når der skal tages tøj, sko og overtøj på. Det kradser og klør. Det folder og der er en syning her og der. Alt er galt. Og hun bliver så ked af det. Jeg bliver ked af det. ……

Læs resten af Dianas spørgsmål og Mettes svar

Hanne spørger

Hvad gør jeg når min min søn på 8 år taler ned om sig selv. Han siger fx. “Jeg kan ingen ting, alle andre er bedre end mig” “Jeg har det som om jeg skal dø”.
Jeg ved godt at det er meget voldsomt at en dreng på 8 år har disse tanker, sådan virker det i vært fald på mig. Så hjælpen her er mere end kærkommen. Hvad gør jeg?

Læs Mettes svar til Hanne

Elena skriver

Læs Mettes svar til Elena

En mor skriver

Hej,
Lige et eksempel, helt frisk fra i går. Vi har en dreng på 2,5 år, og han er vant til Nej Tak fra os, når der er noget, vi ikke ønsker, han gør. Ligesom han er vant til Stop! + hånden op for at illustrere det bedre for ham. Det er noget, vi bruger både hjemme og i vuggestuen. Nå, men til eksemplet i går:
Mor her og vores dreng, samt farmor og fætter på 3,5 år, vi var på tur. Sad på bænke i nærheden af en trappe, hvor vi fik lidt vådt
og tørt, efter en tur ned og op ad trapperne.  Fætteren sætter sig hen på trappen, men min dreng får ikke lov at gå derhen selv, da der ingen afskærmninger er på trappen. Jeg sir Nej Tak flere gange til ham, og alligevel går han meget hurtigt derhen.
Jeg flyver op, for jeg er bange for, han vil ryge ud over…Jeg løfter ham op i armene, og sir igen Nej Tak har jeg jo sagt. Du skal altså høre efter, hvad mor sir. Du MÅ ikke selv gå på trappen. Fætter må gerne, men du må altså ikke, du er for lille endnu. Jeg kan godt se, du er ked af det nu, men du må altså høre efter, hvad mor sir. Vi sidder lidt, og så spørger jeg ham til, om han er OK. Og så smiler han og krammer.
Jeg føler, det var forkert af mig at ryge op og bære han væk, men jeg blev forskrækket og var bange for, han skulle ryge ned ad
skrænten. Jeg tænker, at jeg kunne have handlet anderledes – men hvordan?
Tusind tak på forhånd for et godt råd.
God ferie

Læs Mettes svar til den bekymrede mor

Tina skriver:

Jeg er gjort opmærksom på jeg nok har været en del på mit barns banehalvdel, mht til feks at tage tøj på. Hun har altid sovet meget og jeg gav hende tøj på i søvne inden vi skulle ud af døren til hverdag – har nok gjort rigtig meget for hende fordi tiden har været knap!

Læs Mettes svar til Tina her

En grædende mors besked i Mettes indbakke

jeg græder og græder… Jeg synes selv jeg er meget efter min lille engel af en guldklump på 5 år. Og jeg er så bange for at mine reaktioner vil sætte sine spor i hende. Jeg ved at mine handlemønstre kommer et sted fra, har ingen erindring om min egen barndom fra før 5 års alderen…!!
Men til min situation her til morgen: Jeg skulle børste tænder på min datter inden hun skulle i børnehave, det går fint, hun skal spytte skum ud, og vi børster videre. Hun hviler hovedet i min arm som jeg har rundt om hende og
holder læberne op med, så skal hun spytte igen, siger så, at sommetider sluger hun skummet istedet for og jeg siger at det skal hun ikke for det er ikke godt for maven, hun gør det så alligevel og griner…
Så kommer min reaktion, river hende i håret og siger, jeg sagde du ikke skulle sluge det, hvorfor gør du det så alligevel. Hun bliver så forskrækket og siger av over rivet, og kigger på mig med skræmte øjne og græder og siger av av av, og så bliver jeg ramt af den største skyldfølelse og bliver SÅ ked af min handling, men kan
jo ikke tage den tilbage….. Jeg ville ønske jeg ikke havde gjort det, jeg ville ønske disse hidsige, spontane vredesudbrud hen hvor peberet gror, jeg hader mig selv for at gøre det, og bare græder og græder…
Jeg lover aldrig at gøre det igen, aldrig aldrig aldrig, både til hende og mig selv. Men når lynet rammer, sker det alligevel, som om jeg ikke kan styre det. Jeg ved ikke mit levende råd. Er der traumer, oplevelser, arv der sidder i mig og får mig til at gentage nogle mønstre?
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver til dig, jeg er bare lige nu, her i følelsen desperat for at få det til at forsvinde og slippe sit tag i mig. Det gør så ondt!
Trængte måske bare til at komme af med det.
Kærlig hilsen
X – en ellers kærlig mor

Læs Mettes svar til den grædende mor

Voldelig pige på 6 år

Hej Mette
Jeg vil gerne være anonym. Min pige på 6 år bliver nogle gange meget voldelig overfor sin søster på 4 år, sin far og jeg.
Jeg forstår aldrig hvorfor hun tænder af, men lige pludselig kan der være en lille ting, så gør hende rasende så hun begynder at sparke, slå rigtig hårdt og rive os. Hun falder først ned, når hun selv bliver ked af det.
Fx. For et par dage siden, hvor vi har ferie og ligger alle sammen i sengen hvor vi lige er vågnet. Lillesøster tager hendes dyne og så tænder hun helt af og begynder at banke os alle tre med spark og slag. Jeg tager hende ind på hendes værelse og siger at hun skal slappe af, men hun bliver mere rasende og river mig på armene og slår og sparker stadig. Til sidst sidder vi i hendes seng hvor jeg forsøger at holde hende, så hun ikke skader mig, men det lykkes hende at bide mig, sparke mig i ansigtet og slå mig i ansigtet. Til sidst får afmagten mig til at give hende en lussing, og hun stopper grædende og helt ulykkelig. Efter noget tid falder hun ned og så er hun helt skyld tynget og siger at hun er et lorte barn og at hun
aldrig skulle have været født osv. Det er næsten det værste ved det hele, at hun før det så skidt med sig selv bagefter.
Hvad kan jeg/vi gøre for at hjælpe hende? Både til ikke at blive så voldelig, men også til at få hende til at falde ned uden at slå hende?
Det er meget forskelligt hvor tit episoderne opstår. Nogle gange et par gange i ugen, andre gange med flere måneders mellemrum. Jeg føler mig virkelig magtesløs i disse situationer.
Mvh Anonym

6 årig der nægter at spise kød

Hej Mette
Jeg skriver da min bonus søn på 6 nægter at spise kød. Han havde en dårlig oplevelse som meget lille, hvor han kastede op efter at have fået kød, hvilket er hans fars min kærestes) eneste mulige forklaring på det vi betragter som en form for blokering. Når han er hos os beder vi ham smage på de ting der kommer på bordet, også kød i ganske nærmest musesmå bidder. Nogle dage går det ok og andre dage gentager han bare igen og igen :” jeg gider ikke!” Vi har prøvet mange forskellige metoder fra at sige “du skal smage på det” til at give ham alternativet at smage på det og dermed også få
adgang til dessert og hygge eller direkte i seng efter maden, mens resten af familien hygger. Selvom han får dette valg vælger han ind imellem at komme i seng, hvorefter han jo bliver super sulten. Min kæreste og jeg har aftalt at jeg er den primære til at styre ovenstående når han er hos os, da jeg kan holde hovedet lidt mere koldt end min kæreste. Jeg er dog også ved at være ret desperat i forhold hvordan vi håndtere det bedst, og jeg synes det er rigtig synd for min bonus søn, som tydeligvis har det rigtig svært ved spisesituationen. Han bliver nærmest helt trist allerede når vi sætter os ved bordet. Hans mor er ikke indstillet på at lave en fælles aftale om at hjælpe ham over hans hurdle. Hun går nærmest i den anden grøft, og giver ham efter min mening, alt for meget misforstået opmærksomhed i forhold til at dyrke problemet og
opstille alle mulige alternativer for ham.

Åh hvor jeg håber du kan hjælpe os med et godt råd!!
Mange håbefulde hilsner fra Susanne 😊

Sproglig udvikling

Kære Mette

Tak for din mail.
Lige et par opklarende spørgsmål
Pludre han ?
Bruger han enstavelsesord som vov for hund eller muh for ko ?
Taler i flere sprog i hjemmet?

Tak for dit hurtige svar.
Ja han pludre meget og bruger enstavelsesord såsom “muh” for ko, “mamor” for mormor og Mama det hedder både jeg, far og moster:) han prøver endda også at sige “Hej” men ender tit kun med det bliver til et “Ejj”. Betyder det noget specielt?
Vi taler kun dansk med ham herhjemme. Jeg ved at, enhver forældre synes deres barn er et vidunderbarn, og det gør vi selvfølgelig også.
Jeg opfatter ham som et barn der opfatter mere end hvad normalt er for et barn i han’s alder. Han er kvik og enormt observerende. Det viser sig også ved at han tit ikke gider han’ eget legetøj men derimod ting vi bruger i hverdagen såsom støvsuger, gryder, værktøj, rengøringsredskaber osv. Han er derimod meget glad for han’s bøger om dyr og barnets første 250 ord osv. Han peger på det hvis jeg eksempelvis siger gummistøvler osv. Han forstår så meget og han har slet ingen problemer med at forklare sig på trods af han intet sprog har. Jeg er bare nødt til at få en forklaring på hvorfor så kvik en dreng endnu ikke taler.?

2 årigs temperament

Kære Mette,
Min 28 måneder gammel datter er over de seneste måneder blevet meget stædig (kan og vil alt selv) og bliver rigtig gal når tingene går hende imod (enten fordi hun ikke må noget eller at vi ikke forstår hende, hun er begyndt at tale meget men det er ikke altid forståeligt og vi skal også regne ud hvilket sprog det er). Vi prøver med held ofte strategien med at give hende to ting at vælge imellem så svaret ikke altid er nej til alt bdrt virker godt men kan ikke altid bruges.
Har du andre ideer og også om hvordan man imødekommer vreden når
den kommer?
Glæder mig til at høre fra dig og rigtig god sommer!
Sommerhilsner
Sanne

Jeg har sendt følgende spørgsmål til Sanne som jeg har brug for for at kunne svare

Hvad gør din datter vred …nogle eksempler ?
Hvad er det hun ikke må ?
Hvad siger og gør I når der er noget hun ikke må det ?
Hvad gør I når vreden kommer ?
Hvor ofte sker det at hun bliver vred på jer

Hej igen Mette,
Tak for dit hurtige svar.

Her et par eksempler. Ig år vånede hun fra sin lur (i ekstrem hedebølge, vi bor i udlandet, så hun var gennemblødt og havde det rigtig varmt) og var sur, hun ville have et æble og jeg forstod at hun ville have at jeg tog en bid af det for at “slå hul på det”. Det var ikke det hun ville (dog forstod jeg ikke hvad hun ville) og hun blev rigtig ulykkelig, men mest vred for jeg havde ødelagt æblet. Jeg ville ikke give hende et nyt æble da det er spild af mad så jeg undskyldte og tilbød at skære det i stykker i stedet osv. Men intet hjalp.

Eller hvis hun slår med et legetøj på noget som kan gå i stykker. Så forklarer vi hvorfor og giver hende et alternativ (slå på noget andet eller lege med noget andet) og så kan hun blive rigtig sur. Det er ikke altid de samme ting der gør hende sur hver gang.

Hun har en storebror og ind i mellem må jeg indrømme at for at undgå kriser så lader vi hende bestemme, hvilket går ud over ham. Det forsøger vi at rette op på ved at forklare at nu var det Emils tur og så bliver det din osv, så hun ikke får lov til at dominere. Men ind i mellem må jeg indrømme at det er nemmere at undgå “kriserne”.

Når hun bliver sur over noget hun ikke må så forklarer vi hende hvorfor hun ikke må, giver alternativer og prøver at finde på noget andet. Men hun holder ofte ved og glemmer ikke tingene, så hun forsøger at komme tilbage til det senere hvis hun kan.

Vi forsøger generelt at forklare, at give hende alternativer i stedet for at sige nej til tingene, det giver hende en følelse af at hun bestemmer. Når hun bliver rigtig sur (og ind i mellem forsøger at slå, hvilket er meget sjældent, så sætter vi hende væk fra os og forklarer hende at den opførsel  vil vi ikke have, at hun gerne må være sur, men ikke slå.

I øjeblikket bliver hun nok rigtig vred 2-3 gange om ugen. Resten af tiden kan vi afværge det ved at give alternativer eller snakke om tingene.

Det skal siges at hun nu er ved at lære at tale og har rigtig meget lyst til det, så hun bliver ufattelig frustreret når vi ikke forstår hende (og det kan gøre hende rigtig sur). Vi taler to sprog derhjemme. Jeg har stærkt på fornemmelsen at meget af frustrationen kommer fra behovet for at vi forstår hende.

Jeg spurgte Sanne hvad hun gjorde når datteren blev vred

Vi snakker først og fremmest med hende, men når hun bliver så gal at hun ikke hører efter og at hun ikke kan blive i armene fordi hun kæmper imod, så sætter vi hende ned i hendes seng og forklarer hende at vi er der men at vi først kan tage hende når hun tager det roligt. Den går dog ikke længere for hun forsøger nu at kravle ud af den og det kan blive farligt for hende.

I går aftes havde vi en episode hvor hun blev rigtig sur. Vi forstod ikke rigtig hvorfor, alt var gået godt og pludselig var det som om hun havde lyst til at blive gal (tror han bad hende om at komme og få nattøj på). Hun ville slå sin far og han tog hende væk og forsøgte at sætte hende i sengen. Men jeg blev bange for at hun ville gøre sig selv ondt, så jeg holdt hende i mine arme. Jeg spurgte om hun var vred og at man ikke må slå for det gør ondt og det må man ikke. Hun blev ved med at sige at hun ville slå hendes far og lillebror. Tilsidst sagde jeg til hende at man ikke må slå andre, men at hvis hun var rigtig gal måtte hun gerne slå i en pude og viste hende det. Det fik hende til at grine kortvarigt og hun gjorde det. Aner ikke om det var meget pædagogisk :-). Men forsøger at være kreativ. Men hun var sur og ulykkelig resten af aftenen og jeg måtte blive hos hende indtil hun faldt i søvn. Det er igen det er hedebølge med op til 38 graders varme og ikke under 30 indenfor, så det er bestemt ikke nemt at falde i søvn

Mange hilsner,
Sanne

Brug for hjælp NU og HER