Hvordan forholder vi os til min datters fantasivenner?

Trine Bech skriver følgende til mig :

Hej, Vores datter Laura på 3,5 år har en temmelig livlig fantasi og en fantasi familie:
En lillesøster der hedder Dagmar, der bor i BonBon land (hvor vi aldrig har været), er 7 år og går i skole, og hun kan vist ikke li ost!
En bedstemor og Bedstefar der hedder Britta og Søren, de siger som regel hun gerne må alt! så vil Laura sige ” Min bedstemor siger man gerne må hoppe i sofaen”
Vi ved ikke hvor de bor, men indimellem vil hun gerne ringe til dem!!! (hun har”rigtige” farmor, farfar, mormor og morfar og ved godt hvad de hedder)
Vi synes egentlig det er hyggeligt og sjovt nok, men hun fortæller vidt og bredt til alt og alle om dem, og det skaber lidt forvirring indimellem :-)
Skal vi bare fortsætte og spille med på legen eller hvordan håndtere vi det bedst

 

Kære Trine

Fantasi venner er et almindeligt fænomen. Omkring 3-4-års-alderen kommer der en psykologisk fase, hvor barnet har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.

De usynlige venner opstår, fordi barnet udvikler sin fantasi og bruger legen til at forstå verden. Barnet kan også give legetøjet sjæl, så dukken eller bamsen pludselig får sin egen personlighed. Gennem sin fantasi ven gennemlever barnet en række scenarier og får prøvet en lang række roller af. Det er med til at styrke barnets forståelse af, hvem hun er, samtidig med at hun lærer at sætte sig i andres sted. Fantasi venner kan have forskellige roller. De kan være drillepinde, nogen der trøster, gør noget forbudt eller lytter til dit barns betroelser.

Der er forskning, som tyder på, at de børn, der har haft fantasivenner, udvikler en stærk personlighed som voksne. De får lettere ved at have empati for andre, de bliver mere bevidste om deres egen rolle og utroligt gode til at bearbejde følelser.

Så du kan glæde dig på dit barns vegne. Når din datter har mange fantasi venner – ja en hel familie har hun jo faktisk- er det et udtryk for, at hun har udviklet en rigtig god fantasi. Hun er i færd med at bruge vennerne til at bearbejde det hun oplever, følelser, konflikter. Det former hendes personlighed når hun prøver forskellige roller af og ruster hende til livet

Børn forestiller sig, at verden er anderledes, end den i virkeligheden er. De kan også forestille sig, at alting foregår på en anden måde, end det i virkeligheden gør. Det hele eksisterer ikke,  men det kunne måske være rart, hvis det gjorde

Hvis dit barn i øvrigt er normalt fungerende, skal du ikke være bekymret, hvis hun fortæller om usynlige feer eller beder dig om en tallerken til bamsen. Prøv i stedet at anerkende venskabet uden at lade det tage overhånd.

Du skal for eksempel ikke sige, at du også kan se den usynlige farmor, for du som mor repræsentere jo hendes virkelighed, som din datter bruger legen med den usynlige bedstemor til at forstå.  Men du skal ikke betvivle, at hun findes, for så føler barnet sig bare forkert.

På den ene side skal du anerkende, at barnet har et fantasiunivers, og på den anden side skal du være den, der repræsenterer virkeligheden.

Du skal også afholde dig fra at bruge fantasivennen til dine egne formål ved at sige:

nu vil den usynlige bedstemor have dig til at tage din hue på.

Brug i stedet bedstefaren positivt, for eksempel ved at spørge:

Hvorfor siger den usynlige bedstefar at du gerne må hoppe i sofaen eller
Hvordan skal vi fortælle ham at det ikke er i orden ?

På den måde kan din datter være med til at løse de indre konflikter uden selv at skulle tage hele ansvaret på sig.

Så længe barnet ellers er velfungerende og finder glæde ved rigtigt selskab, er det næsten lige så godt med en fantasiven som en ‘rigtig’ ven.

Fantasivenner bruges ofte til at bearbejde forskellige følelser og nogle gange også til at afprøve forskellige grænser. Nogle gange bruges fantasivennen til at dele hemmeligheder med, fortælle det som er svært, andre gange bruges fantasivennen til at få skæld ud “det var ikke mig, det var Clara” eller lignende.

Hendes fantasiven må naturligt ikke begynde at fylde så meget i hverdagen, at hun ikke kan gøre noget uden den – den må ikke hæmme hende i hendes hverdag.

Børn med usynlige venner kan tit beskrive den usynlige ven ned til mindste detalje. De tegner dem og taler mange gange åbenlyst om dem, med deres venner af kød og blod.

I mange tilfælde vil det også stoppe efterhånden som barnet bliver ældre.

Så altså du skal ikke prøve at standse din datter, når hun leger med sin usynlige ven, for det er en leg, der udvikler hendes fantasi og forestillingsevne.

Håber det gav dig svar på dit spørgsmål

Venlig hilsen

Mette

 

Psst
Er der andre der har lignende oplevelser de har lyst til at dele ?så kommenter gerne