En grædende mors besked i Mettes indbakke
jeg græder og græder… Jeg synes selv jeg er meget efter min lille engel af en guldklump på 5 år. Og jeg er så bange for at mine reaktioner vil sætte sine spor i hende. Jeg ved at mine handlemønstre kommer et sted fra, har ingen erindring om min egen barndom fra før 5 års alderen…!!
Men til min situation her til morgen: Jeg skulle børste tænder på min datter inden hun skulle i børnehave, det går fint, hun skal spytte skum ud, og vi børster videre. Hun hviler hovedet i min arm som jeg har rundt om hende og
holder læberne op med, så skal hun spytte igen, siger så, at sommetider sluger hun skummet istedet for og jeg siger at det skal hun ikke for det er ikke godt for maven, hun gør det så alligevel og griner…
Så kommer min reaktion, river hende i håret og siger, jeg sagde du ikke skulle sluge det, hvorfor gør du det så alligevel. Hun bliver så forskrækket og siger av over rivet, og kigger på mig med skræmte øjne og græder og siger av av av, og så bliver jeg ramt af den største skyldfølelse og bliver SÅ ked af min handling, men kan
jo ikke tage den tilbage….. Jeg ville ønske jeg ikke havde gjort det, jeg ville ønske disse hidsige, spontane vredesudbrud hen hvor peberet gror, jeg hader mig selv for at gøre det, og bare græder og græder…
Jeg lover aldrig at gøre det igen, aldrig aldrig aldrig, både til hende og mig selv. Men når lynet rammer, sker det alligevel, som om jeg ikke kan styre det. Jeg ved ikke mit levende råd. Er der traumer, oplevelser, arv der sidder i mig og får mig til at gentage nogle mønstre?
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver til dig, jeg er bare lige nu, her i følelsen desperat for at få det til at forsvinde og slippe sit tag i mig. Det gør så ondt!
Trængte måske bare til at komme af med det.
Kærlig hilsen
X – en ellers kærlig mor
Mettes svar
Kæreste X
Hvor er det godt du skriver om det og åbner op.
Det kan være første skridt på vej til forandringer, for det ER der brug for.
Jeg er da glad for at du tør åbne op for mig, det vidner om mod fra din side og at du føler dig tryg ved at fortælle mig det.
Det er bare så ubehageligt, når vi gør noget, vi ved vi ikke skal gøre, over for de unger vi elsker så højt.
Det er naturligvis ikke i orden at rive hende i håret. Det ved vi begge godt.
Og sandt er det at vi kan ikke tage vores handlinger tilbage.
Derfor er vi nødt til at lære af vores fejl og handlinger fremadrettet.
Hvad mon det trigger i dig, når hun gør noget du siger hun skal lade være med?
Der er kun en der har ansvaret for dine handlinger og det er dig.
Har du læst om det med Dårlig samvittighed på www.talmedbørn.dk?
Hvad mon fik dig til at reagere så voldsomt på den lille ting i mine øjne ?
Det lyder som om du reagere med autopilot i stedet for at bruge din sunde fornuft – stoppe op og tælle til 10 og så tale med hende om det, når I begge er faldet til ro.
Du reagerer reaktivt, som man kalder det i stedet for at reagere proaktivt. Når man reagerer proaktivt ved man at man har en frihed til at vælge sine handlinger selv. Du bruger din indsigt og forestillingsevne, til at vælge og vælger med din samvittighed i stedet for at skylde skylden på sine forældre , sin opdragelse eller andre. Du tager ansvar for dine handlinger og arbejder på at ændre dem du ikke synes om.
Der er en X der deltager på Forældreuddannelse med små skridt– er det dig?
Hvis ikke tænker jeg det kunne være en god ide for dig at være med der, for at arbejde med dig selv og dine følelser. Så gør du noget for at ændre i stedet for kun at komme af med det.
Der er også mulighed for at læse i e-hæftet hvordan man kan læse om hvordan man kan træne at Styre sine følelser
X – må jeg bruge din henvendelse anonymt og mit svar til dig, fordi jeg tror det kan hjælpe andre
Mange hilsner
Mette
Tilbage til siden med Spørgsmål og svar
Psst:
Jeg har skrevet lidt mere med X og ved at hun nu gør noget for at ændre på sin situation, for det ER der brug for
Konstruktive kommentarer fra dig er meget velkomne i svar under indlægget
5 reaktioner
Hvor er det godt at den stakkels mor erkender sit problem, og gør noget ved det. Det er SÅ stort!
Jeg er bange for mange ikke vil erkende sådanne fejl, og derfor gentager dem alt for ofte, til skade for både sig selv og barnet, og ikke mindst forholdet mellem dem.
Børn har, og har brug for at kunne have, 100% tillid til sine forældre og til at forældrene vil dem det bedste i verden, og det er det tillidsbånd mellem forælder og barn, der går i stykker når sådanne handlinger gentages. Derfor reagerer barnet også med forskrækkelse, for “hvad var nu det for noget forfærdeligt noget min mor gjorde ved mig”. Og barnet efterlades uden mulighed for at bearbejde hændelsen, for det nærer stadig al kærlighed i verden til sin forælder, og når barnet bliver ældre, vil det endda forsøge at beskytte sin forælder mod de konsekvenser, som barnet forestiller sig det kan få for forældren, hvis barnet fortæller om hændelserne.
Det er alt for meget at bære for et barn, og derfor er det vigtigt at man forstår at dette ikke blot gør ondt i håret i ti minutter, men at det også gør ondt i sjælen på det lille barn i meget lang tid.
Vi gør fejl og må lære af dem og som du selv er inde på er det vigtigt at tale om det bagefter men undskyld er ikke nok vi må skabe forandringer. det kræver nogen gange hjælp da vi ellers føre mønstre videre
Der findes i flere kommuner åben anonym rådgivning, hvor man også kan møde rådgivere, der kan hjælpe med konkret råd og vejledning. I min kommune tilbydes der fx. op til 3 samtaler. Det er gratis og man er anonym, så der registreres ikke noget i det komunale system, medmindre man selv er med til at aftale, at der henvises til et videre forløb.
Tak Mette – fint at der findes gratis rådgivning i kommunerne. Ikke alle har lyst til at henvende sig der, ved jeg af erfaring og så er “Forældreuddannelse med små skridt” en mulighed . Alle kan være med – det koster ikke en bondegård kig på https://talmedboern.dk/produkt/foraeldreuddannelse-med-smaa-skridt/ og se hvad du får for pengene
Jeg genkender den voldsomme reaktion som mor fra dengang min søn var lille. Det handler ikke om barnet, men om en slags magtesløshed; uendelig kærlighed, men også et kæmpe ansvar som mor. Hvis man selv er sårbar kan det være heftigt. Jeg oplevede at der pludselig kom demoner frem jeg ikke kendte til. Jeg gik til psykolog et års tid og fandt ro i forhold til min søn. Og fik det i øvrigt personligt meget bedre. Det viste sig, meget kort fortalt, at jeg gentog min mors mønstre fra min egen barndom. Søg hjælp, arbejd med dig selv, tag ansvar for din opførsel; det er mine råd til X. Hvis du kan det, er du både stærk og klog.