Er danskerne angste for at opdrage ?
Det var spændende i oktober at deltage konferencen med titlen “danskernes angst for opdragelse”og høre om det historiske i relation til skolens udvikling, børneopdragelse og karakterdannelse.
Ord som disciplin, dannelse, forældre ansvar, klasseledelse og didaktik fløj gennem luften og heldigvis på baggrund af nye forskningsresultater.
Det første man kan spørge sig selv om er
Er danskerne angste for at opdrage ?
Hvad lægger vi i ordet opdrage?
Tager danske forældre ansvar?
Kan lærerne lede klasserne og på grund af dette give børnene mulighed for at lære noget
Min er faring er ikke at danskere er angste for at opdrage. Forældre gør alt hvad de kan – deres bedste og de tager ansvar.
Men nogle forældre har ligesom nogle lærere svært ved at vide, hvad de skal gøre, fordi de gerne vil deres børn det bedste og ikke ønsker at give dem sår og ar på sjælen. Og så er de naturligvis præget af den tid de har gennemgået og lever i.
Rigtig mange ved ikke hvordan de bedst gør ungerne robuste og livsduelige til den fremtid tid de skal leve i.
Forældre vil gerne opdrage
Forældre vil gerne opdrage og styrke deres børns karakterdannelse. Min erfaring er at forældre gerne vil se, høre, forstå og guide deres børn.
De fleste forældre kender i dag til, takket være Jesper Juul og Lola Jensen og andre fortalere som mig selv, til den anerkendende og respektfulde tanketankegang og livsfilosofi.
Men nogle forældre har fået noget galt i halsen. Det ses og høres, når forældre stille spørgsmål til 2 årige som
hvad skal vi spise til aften?
vil du med hjem fra børnehaven nu?
Jo vi skal have dialog og inddragelse, men efter barnets udviklingstrin, og på rette tid og sted. Og jo vi skal være empatiske, men vi skal også være personlige autoriteter, gode rollemodeller og vise veje til hvordan man klarer sig i denne verden. Og det er anderledes i dag end tidligere.
En af mine læsere på min facebookside skrev til mit spørgsmål om danskere er bange for at opdrage
I min verden er opdragelse = autoritet.
Min søn og jeg har ofte lange snakke om hvor uretfærdig jeg er.Fx. Er jeg uretfærdig når jeg siger ‘klokken er 20 (vi siger otte) nu skal vi lige have børstet tænder, og så i seng’ fordi det er snyd at jeg må være oppe til kl. 22..
Det er et eksempel af mange, hvor min 5 årige egentligt bare lægger mærke til at der er forskel på folk, og det er ok. Forskellige aldre giver forskellige privilegier.
Ja han siger ofte ‘du er ikke sød mor!’
Og det er ok, for jeg er ikke altid sød… Og 15 sek senere hænger han om halsen og skråler ‘min mor er den bedste!’
Egentligt fejler vi som forældre når vi ‘bliver kede af at vores børn synes vi er onde eller useje’ – jeg skal ikke være cool eller den gode fe…Jeg er mor, jeg lære mine børn at navigere mellem lyst og pligt, ret og forkert, godt og skidt… Jeg knus elsker mine børn og vi griner hver dag så meget at vi får ondt i maven.. For det synes vi er vigtigt! Men det er svært at være en autoritet… Det er svært at være en forælder. Og ja… Danskerne er bange for at opdrage… I anerkendelsens frembrud er opdragelse blevet totalt kvalt. Stop er forbudt, og nej er bandlyst. Det skal kvæles i laaaange anerkendende sætninger.. Anerkendelse kan siges kort ‘det er okay’…
Tak for din kommentar.
Personlig autoritet er også god opdragelse i min verden, men det udelukker ikke at vi anerkende børns følelser også. Det lyder også som om du er en personlig autoritet, og ikke autoritær?
Jeg er enig med dig i at nogen forældre forklarer til bevidstløshed og uendelighed og har alt for mange dialoger med de små børn – det gør små hjerne frygtelig trætte og forvirrede
Og så lidt mere om personlig autoritet
Forældre skal være væggen børnene som vedben kravler op ad. Forældre skal sætte rammer med respekt for barnet og sammen med børnene efter udviklingstrin/alderstrin.
Der vil altid være en asymetri i relationen. De voksne har erfaring og viden som det lille barn ikke har, og det er vores opgave at guide ud fra de værdier, vi synes er vigtige i vores familie.
Kort sagt handler det om respekt for barnet ved at vise det hvordan det er vedholdende, at det kræver en indsats at lykkes og at udfordre barnet lige til grænsen…. ikke over ….
Personlig autoritet handler meget om processen … den måde man gør og siger tingene på. Personlig autoritet fordrer at man har selvindsigt, bruger dialog (alder/udviklingsbestemt) tager ansvar, er nærværende og bruger tid sammen for at det lykkes. At man lever sine værdier
Det lille barn skal ikke beslutte om h*n skal have handsker på i frostvejr.
Her ved forældre hvad der er bedst og bestemmer. Forældre må være bevidst om hvilke værdier der er vigtige og hvorfor. Ikke blot overføre ubearbejdede normer og holdninger fra deres egne forældre.
Det går ned af bakke
Siden jeg blev født i 1950 har der været fremgang og udvikling i Danmark. Velfærden har blomstret.
Sådan bliver det ikke for næste generation. De kommer til at kæmpe med miljø og klimaforandringer, økonomiske uligheder af goderne i verden, krig, terror og nye alvorlige sygdomme.
Det bliver op ad bakke for den næste generation og det er vores ansvar at gøre dem robuste til at klare det og ikke lukke øjnene.
Vær en god rollemodel og en personlig autoritet
Brug for viden og vejledning til hvordan du bliver en personlig autoritet?
En reaktion