Dialog med en 11 årig

Michelle skriver

Hej Mette

Jeg har en pige på 11 år, som altid har været meget følsom. Hun er et rigtig kærligt og omsorgsfuldt barn, men får på underlig vis oftere end andre børn rodet sig ud i at gøre andre sure eller kede af det. Det er ikke som almindelig ballade jeg mener. Selvfølgelig er hun et barn og udforsker grænser, men det der bekymre mig er de situationer, hvor hun oprigtigt er ked af at hun gjorde det og ikke kan fortælle mig hvorfor.

Jeg prøver tit at snakke med hende om hvordan hun kan ændre de uheldige situationer, men det er så svært, når hun sidder og ligner en der ikke forstår hvad jeg siger. Hvordan får jeg en åben dialog i gang, hvor hun ligesom styre? For jeg tror det er det der er problemet. Jeg snakker og snakker og hun giver mig ret uanset hvad jeg siger. Men det gør mig jo endnu mere frustreret, for jeg vil jo ikke have hun giver mig ret, men at hun selv mærker hvad der er rigtigt og forkert for hende.

Da jeg selv var barn, skete tingene også pludselig for mig. De voksne blev sure på mig og jeg havde ingen ide om hvad jeg havde gjort forkert. Jeg følte mig misforstået og følte ikke at de voksne så det gode i mig. Selvfølgelig ønskede jeg ikke at lave ballade eller gøre min mor ked af det, men hun misforstod mig og jeg kunne ikke forklarer hende det.

Sådan oplever jeg også min datter nu. At folk ikke forstår hende. Hun er ikke et af de børn der passer ind i mængden, hun er helt sin egen og det er svært i vores tid at acceptere folk der er anderledes.
Hun vil rigtig gerne være som de andre og fortæller mig bla at hun gerne vil have en kæreste så de andre syntes hun er speciel. Det jo en helt forkert tankegang hun har, hun er stadig kun et barn og hun skal jo netop vide hun er speciel fordi hun er sig selv. Problemet er bare at det ikke altid virker når ens mor fortæller en det, så hvordan styrker jeg hende i det svære møde med verdenen hun er i gang med?

Selvom jeg oplevede det samme som barn, kan jeg ikke finde en vej ind til hende, jeg bliver lige så frustreret som de voksne blev overfor mig og jeg står ligeså magtesløs, fordi jeg ikke kan hjælpe hende. Jeg ved at hun vil blive så meget lykkeligere når hun lærer at kigge indad og lærer af sine fejl istedet for at slå sig selv i hovedet, hver gang hun fejler – det lærer man jo ikke af, men hvordan lærer man sit barn det, når hun ingenting vil sige?

Jeg har selv kæmpet med depression og stress i mange år. Det har ikke været aktivt i mange år, hvis man kan sige det sådan, men melder sig i tide og utide, som en usikkerhed, håbløshed og manglende selvværd. Det bunder primært i de mange kampe jeg har måtte kæmpe gennem livet og min opfattelse af at folk så mærkeligt på mig og at jeg ikke passede ind. Derfor betyder det rigtig meget for mig at min datter, bliver skånet for en masse unødvendige kampe, der vil følge hende resten af livet.

Jeg håber du har et godt råd til at få hende til at mærke efter inden i og snakke om hvordan hun har det. Hun siger også nogle gange at hun ikke kan huske det og hvad skal man så stille op? En dag indrømmede hun overfor mig at nogle gange når hun sagde hun havde glemt det, så var det fordi hun ikke ville sige det, men det har ikke kunnet få hende i tale, at jeg minder hende om det efterfølgende :-)

På forhånd mange tak
Michele

Mettes svar til Michelle

Kære Michelle

Hvor er det godt, at du tager fat på den situation, som frustrer dig. Det er første skridt. Godt at du vil støtte og styrke din datter.
Det er svært ikke at kunne hjælpe sine børn. Måske fordi du selv oplevede noget lignende som barn, kan det være endnu sværere at hjælpe hende. Det skriver jeg lidt om hvorfor længere nede i mit svar.

Det kan generelt være svært at få dialog med børn i den alder din datter har – hun er jo i præ- puberteten.

Du skriver, at du gerne vil have hende til at styre dialogen.

Dialog handler ikke om at styre men om at I skal udforske sammen. Derfor nytter det ikke at du snakker og snakker.

Læs lidt om hvad dialog handler om  Dialog

Jeg får lyst til at stille dig et  spørgsmål:

Hvorfor må hun ikke give dig ret?

Det er hårdt for dig at opleve at din datter ikke bliver forstået.
Du skriver om hvordan du selv havde det som barn og at det ligner dit barns situation. Det KAN være uhensigtsmæssigt at sammenligne to menneskers følelser og situation – man kan nemt komme til at overføre og blande sine egne følelser sammen med barnets.

Det er forståeligt at hun gerne være som de andre. Særlig i den alder. Vi vil alle gerne accepteres. Det kan være svært når man er 11 år, ikke at være som de andre og det er vigtigt at være en del af gruppen.

Du skriver hun har en forkert tankegang.

Hun har de tanker hun har. Mon du mener at de  tanker hun har er med til at fastholde hende i negative mønstre? . Vi  må  acceptere de tanker vi har og arbejde med.

Tanker kan kan være hjælpsomme eller ikke hjælpsomme.

Læs mit blogindlæg om tanker

Hvad kan du gøre

1. Det er vigtigt at du skiller dine følelser fra dit barns følelser og ikke tolker men undersøger
2. Du kan ikke gennemleve din datters smerter – dem skal hun lære at klare selv.
3. Du kan lytte, se, høre og prøve at forstå hende og vise at du holder af hende som hun er
4. Anerkend hendes følelser
5. Guide hende ved blandt andet hjælpe hende ved at benævne for hende.  Sig f.eks
   det er også svært ikke at blive forstået, det er svært at føle sig anderledes, det er også dejligt at blive holdt af af andre.
6. Derefter kan du stille spørgsmål som,  hvad tror du du kunne gøre anderledes ….?
   Spørgsmålet skal passe til konteksten. Lyt godt efter hvad hun siger og svarer, så kan du stille de “rigtige” spørgsmål

Hvordan lærer man sit barn noget, når hun ingenting vil sige spørger du.

Man kan godt lære selvom man ikke siger noget.

Desværre kan man ikke altid bruge andres erfaringer eller råd. Prøv at møde hende der hvor hun. Hun er et andet sted end dig. Du er voksen – hun er 11 år.

Hendes selvværd skal opbygges – det kræver mere end råd og er en lang process.

Start med at vise hende al den kærlighed du kan så føler hun sig trods alt mindre ensom .

Du sender signaler ud og er som mor rollemodel.

Det vil formentlig være godt for dig at få professionel hjælp til dit eget manglende selvværd.

Vi har kampe i livet og dem skal vi lære at klare – undgå dem kan vi desværre ikke. De er et grundvilkår i livet.

Håber det gav dig svar på på noget af din frustration, det du kæmper med og gav dig lidt at handle på.

Husk – det tager tid at forandre og det hjælper at fokusere på dine og hendes styrker.

 

Mange hilsner og held og lykke med det
Mette Weber